Sitter du her, sa min sønn. Sitter du her og skriver på Internett nå igjen. Du tenker vel over hva du skriver, sa han. Internett er kommende generasjoners
Rosetta-stein, sa han. Du vet vel hva Rosetta-steinen er, sa han. Hm, sa jeg. Lett beskjemmet. Etter å ha skrevet om snørr.
2 kommentarer:
Godt med vaagne sönner! Anekdoten du beretter om faar mig til at taenke paa at man i Suzanne Brögger's « Skolestue » fra romanen « SÖLVE » kan laese fölgende:
(….) digteren var oprindeligt en person, der sad udenfor og samtalede med de döde, en saakaldt thul . Digteren eller skjalden var en udesidder, en outsider.
Ethvert litteraert akademi og enhver skole – hvorfor ikke ? – er altsaa en slags kult hvor der samtales med de döde.
Spörgsmaalet er saa, hvordan vi idag er « klaedt paa » til denne risikable samtale ?
I og med at vi oversvômmes med reklamer, tekst-tv, sms, fax og e-mail er vi tilböjelige til at overse, at skriftsproget som kunst er i krise. Det er svaert at se, hvorfor litteraturen skulle have et problem, naar der udgives flere böger end nogensinde för, og naar mennesker, der skal til möde, naermest er nöd til at köre deres rapporter ind i mödelokalet paa hjul. Engang var skriftsproget svaert, naar der skulle hakkes en rune i stenen. I dag er skriftsproget let, der er slet ingen modstand i det, hvilket maaske skyldes, at det har mistet forbindelsen til de döde.
Skriftkulturens oprindelse skal söges i Kina, i Shang-dynastiets forfaedrekult og magiske ritualer. Skulderblade, bugskjolde og brystplader blev opvarmet over ilden, og den maade, knoglerne krakelerede paa, blev fortolket som « de dödes stemmer ». Derefter blev emnet for dialogen med de döde indridset i knoglerne. Hvad de döde sagde ? de sagde i reglen, at de ville have mere. Mere vil have mere. Mere menneskeoffring. Det er det förste skriftsprog, forhandlingen med de döde…
Vi har lest med stor interesse! Sønnen sier: hun burde absolutt ha sin egen blogg.
Hva er det vi driver med når vi sender ordene våre ut i rommet? Et slags klønete, hjelpeløst forsøk på kontakt med gudene, på å bli synlig i det store intet? Er det graffitti på fremtidens Rosettastein? En slags moderne tissing på trær? Kilroy was here! Handler det om fremmedgjøring, mangel på mening, eksistensiell krise? - Jeg blogger, altså er jeg?
Legg inn en kommentar